Bilka får bøde: Skimmelsvamp fundet i kølerum

Bilka i Holstebro har for en uge siden haft besøg af Fødevarestyrelsen til et kontrolbesøg. Det kastede en bøde af sig.

Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Bistroen i Bilka Holstebro fik en ubehagelig overraskelse tirsdag d. 11. juli. Under et kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen fandt kontrolløren skimmelbelægninger i Bistroens kølerum. Det betyder, at Bilka Holstebro har fået en bøde på 20.000 kroner. 

I rapporten, som kan ses hér, står der blandt andet: 

-  På undersiden og langs kanter af reoler i kølerum er der skimmelbelægninger. Enkelte steder er der kraftige skimmelbelægninger.

Der står i rapporten, at Bistroen i Bilka Holstebro ville tømme kølerummet samme dag, rengøre det og desinficere det. 

Vi har naturligvis gjort grundigt rent og øget rengøringskontrollen med det samme.

Morten Alexis, Varehuschef hos Bilka Holstebro til BT.dk

Varehuschefen hos Bilka Holstebro mener ikke, at det er indikativt for rengøringen i Bilka, men beklager. 

- Der er sket et svigt. Det er beklageligt og uacceptabelt. Det er bestemt ikke i overensstemmelse med det de ellers høje rengøringsniveauer, der er i Bilka, skriver Morten Alexis i en mail til BT.dk. 

Der var ikke andre anmærkninger på kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen.