Bilister må vænne sig til vejhuller

Kampen mod vejhuller er så dyr, at kommunerne skubber problemet foran sig.

De midt- og vestjyske kommuner er havnet i en ond spiral i kampen mod kong vinter.

Kommunerne kæmper for at reparere de mange huller i vejene oven på en streng vinter - men de var allerede bagud, stort set inden indsatsen gik igang. Sidste vinter var nemlig også hård ved vejene, og i flere kommuner var der kun råd til at reparere de værste skader.

På den måde skubber kommunerne problemet foran sig, og det betyder, at bilisterne må leve med huller i vejene i lang tid fremover.

- Vores primære vejnet skal nok komme til at se nogenlunde ordentligt ud , men de små veje ude på landet og boligvejene vil komme i en værre og værre forfatning, siger driftsleder Bjarne Andersen fra Thisted Kommune.

Man kan få erstatning - måske...

De mange huller øger også risikoen for skader på bilerne, og det er faktisk muligt at søge erstatning. Som udgangspunkt er det vejens ejer, der skal betale, hvis bilen tager skade af at køre i et hul forårsaget af frost. Men det stiller store krav til dokumentationen.

FDM har lavet en vejledning til, hvad man gør, hvis uheldet er ude - læs den her.

Er din bil blevet beskadiget på grund af huller i vejen - så send os et tip på redaktionen@tvmidtvest.dk