Færdselsuheld: To biler stødt sammen

To biler er sidst på eftermiddagen stødt sammen på Skivevej mellem Hobro og Møldrup. En ældre kvinde fløjet til Skejby med indre kvæstelser.

En ældre kvinde fra Hobro måtte flyves til Skejby med indre kvæstelser efter færdselsuheld.
En ældre kvinde fra Hobro måtte flyves til Skejby med indre kvæstelser efter færdselsuheld.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Klokken 15:41 bragede to biler sammen på Skivevej mellem Møldrup og Hobro.
I den ene bil sad et ældre ægtepar fra Hobro, og i den modkørende bil en 19-årig mand også fra Hobro. 

Den 19-årige forklarer til Nordjyllands Politi, at han ikke ved, hvordan han er endt ovre i den modsatte kørebane, men at han muligvis er faldet i søvn. 

Uheldet gik værst ud over den ældre kvinde, der førte den ene bil. Hun er fløjet med lægehelikopter til sygehuset i Skejby, mens den mandlige, ældre medpassager er kørt til Aalborg Sygehus, til observation med mindre kvæstelser. 

Den unge mand i den modkørende bil slap med mindre skader. Han er også kørt til tjek på sygehuset i Aalborg. 

En tredje bil nåede at undvige uheldet ved at køre ned ad en skrænt. Men han slap med skrækken.