Bilejer i underbukser stoppede biltyv: Måtte smadre forrude

Bilejer røg op på motorhjelmen, inden han fik standset biltyv ved at smadre forruden i bilen.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

En 27-årig mand fra Thorsø i Midtjylland stoppede tirsdag aften ved 22.45-tiden en biltyv.

Det skete ved at smadre forruden i den 27-åriges egen bil med en jernstang, skriver Midtjyllands Avis.

Den 27-årige opdagede, at en ung mand var i færd med at stjæle bilen, der holdt i en indkørsel. Biltyven sad inde i bilen og forsøgte at få den startet, da den 27-årige iført underbukser kom løbende ud.

Den 27-årige forsøgte først at rive døren op, men biltyven havde låst døren. Han løb derfor rundt om bilen, men da den 27-årige var lige ud foran bilen, fik tyven gang i motoren, så bilen rykkede frem og påkørte den 27-årige, der endte på motorhjelmen.

Læs også Politiet: Dyt forårsagede mærkværdigt opgør

Herefter greb den 27-årige en stor jernstang, som han smadrede forruden i bilen med. Det fik tyven ud af bilen. Han nåede at fortælle, at han lige var blevet løsladt fra fængslet, inden han stak af i løb i retning ind mod Thorsø.

Biltyven beskrives som dansk, 20-25 år gammel, omkring 180 centimeter høj, robust af bygning og iført en army-lignende jakke.

- Vi vil meget gerne høre fra folk, som måtte have set den unge mand i aftes i Thorsø, siger informationskonsulent Jakob Christiansen fra Østyllands Politi til Midtjyllands Avis.

Den 27-årige slap uskadt fra turen på motorhjelmen.