Bilbrand: Kanonslag smidt i malerbøtte

Politiet leder efter vidner i en sag, hvor et kanonslag i ægte Mr. Bean-stil eksploderede i en dunk maling inde i en bil på Gothersgade 6 i Viborg i går aftes.

Onsdag aften klokken 22.01 blev aftenroen forstyrret af et højt brag for beboerne på Gothersgade i Viborg.

- En eller flere ukendte gerningsmænd havde smidt et kanonslag i en malerbøtte indeni en ældre Suzuki Swift, der stod parkeret på Gothersgade 6 i Viborg, og der opstod derfor brand i bilen, forklarer vagtchef hos Midt  - og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Orangerød eksplosion

En tilfældig beboer på vejen skyndte sig ud, da han hørte braget, og tilkaldte politiet. Senere kom også bilens ejer til. Han havde hørt braget, men havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det var hans bil, der var genstand for balladen.

- Kanoslaget er blevet smidt i en malerbøtte fuld af orangerød maling, og det er jo altså eksploderet ud over hele bilen. Så den kommer nok ikke ud og køre igen, siger vagtchefen.

Politiet skal nu efterforske sagen. De har afhørt bilens ejer, men hører også meget gerne fra eventuelle vidner i sagen på 1-1-4.