Bilbrand i Kjellerup: Kan være påsat

Politiet skal onsdag klarlægge, om en bilbrand i Kjellerup var påsat.

Bilbrand i Kjellerup
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Politi og brandvæsen måtte natten til onsdag en tur til Astrupvej i Kjellerup, hvor en forladt bil stod i flammer, fortæller vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Der er formentlig tale om en bil af mærket VW Passat, og politiet har en mistanke om, at ilden ikke er tændt af sig selv.

- Der var ikke nogen tilstede derude, så den må jo på én eller anden måde være blevet tændt, siger Lars Even.

Politiet er allerede i gang med at finde frem til bilens ejer for at opklare, hvordan og hvorfor bilen er havnet i brand i udkanten af Kjellerup.