Bil endte i majsmark

To ukrainere og en litauer kom lørdag aften voldsomt på afveje.

 

En personbil forulykkede lørdag aften ved 21-tiden på Vardevej, syd for Assing mellem Herning og Sønder Felding.

Bilen kørte i grøften, rullede flere gange rundt, og endte i en majsmark. I bilen var to ukrainere og en litauer. En måtte køres med ambulance til sygehuset, mens de to øvrige stak af fra ulykkesstedet til fods. Politiet ledte efter de to forsvundne med hunde - fandt den ene - og fik senere også lokaliseret den anden.

Vagtchef Claus Nørgaard fortæller til TV/MIDT-VEST, at der nu er taget en blodprøve på de to. Hvem der kørte bilen ved politiet ikke, men i følge vagtchefen kan der meget vel have været tale om spirituskørsel.

Manden der blev kørt til sygehuset slap med lettere skader.