Bevæbnet med fjernbetjening og blyant overmandede Rohde tyv

EU-parlamentarikeren Jens Rohde stoppede i nat en indbrudstyv, der var ved at bryde ind i politikerens hjem.

091112_Jens_Rohde.jpg

Jens Rohde var kommet sent hjem til sin bopæl på Friggsvej i Viborg efter en TV-optagelse til DR2. Han kunne ikke sove og satte sig til at se tv i stuen til langt ud på natten, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Pludselig hørte Rohde noget knirke ude i entreen.

- Først troede jeg, det var min kone, indtil lydene blev for mærkelige, og jeg kunne se et blåligt lys gennem den revne, som er under døren.
Jeg går med en fjernbetjening i hånden, hvilket jeg ikke rigtig var klar over, og griber så også en farveblyant, der ligger på bordet med den anden hånd for at have noget spidst, hvis nogen skulle komme i mod mig.
Da jeg åbner døren, kan jeg se noget lommelygtelys, og at hoveddøren står åben, fortæller Jens Rohde til Viborg Stifts Folkeblad.

Jens Rohde satte kun iført underbukser, bevæbnet med fjernbetjening og farveblyant efter den flygtende tyv. Tyven stoppede, da Rohde bad ham om det, hvorefter Rohde foretog en civil anholdelse. Konen fik tilkaldt politiet, som herefter tog over, fortæller avisen.