Bevæbnet mand bliver løsladt

Bevæbnet mand bliver løsladt

Politiet løslader søndag formiddag den 48-årige mand, der udløste en stor politiaktion ved Gudum lørdag eftermiddag og aften. Der er ikke grundlag for varetægtsfængsling, siger politiet.

Søndag formiddag bliver en mand, der blev anholdt lørdag under et massivt politiopbud, løsladt igen. Indtil videre er han ikke blevet sigtet for noget:

- Det kan godt være, han bliver sigtet for noget senere, men i alle tilfælde ikke noget, der berettiger til en varetægtsfængsling. Derfor løslader vi ham, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Sune Espersen.

Kørte rundt med gevær

Situationen begyndte lørdag eftermiddag, da den 48-årige kørte omkring i området på en scooter med et gevær på ryggen og ifølge anmeldelsen truede med, at han ville skyde nogen. Derefter gik en stor politiindsats med 15 bevæbnede betjente og en særligt uddannet forhandler igang. Omkring klokken 18:25 overgav han sig til politiet.

Det viste sig efter anholdelsen, at våbnet ikke var et rigtigt gevær, men kun en luftbøsse. Det viste sig også, at han var alene i huset, selvom naboer over for politiet havde været bekymret for, om der var børn i huset hos ham.

- Han virkede desperat, uligevægtig, påvirket og var bevæbnet. Vi satte en stor indsats i gang fordi vi vurderede, at det her var farligt. Om der så er sket en lovovertrædelse er en anden sag, siger Sune Espersen.

Trusler var ikke konkrete

Politiet har blandt andet vurderet, at mandens trusler om at skyde nogen ikke var konkrete nok i straffelovens forstand til at han kan fængsles for det:

- Vi satte ikke vores aktion i gang, fordi der var sket en stor forbrydelse. Vi gjorde det fordi situationen var farlig. Hvis vi vurderer det, så tager vi vores forholdsregler, siger Sune Espersen.

Efter anholdelsen fik manden syet nogle snitsår på skadestuen. Han blev også tilset af en læge, der ikke vurderede ham som så psykisk ustabil, at han kunne tvangsindlægges.