Bevæbnet mand anholdt

Bevæbnet mand anholdt

Politiet har netop anholdt en 48-årig mand fra Gudum, der har truet med at skyde omkring sig.

Klokken 18:25 sluttede en højspændt situation i Gudum mellem Struer og Lemvig med, at en bevæbnet mand blev anholdt af politiet.

Fem timer tidligere blev han set på en scooter, bevæbnet med et gevær, hvor han truede med at skyde både andre og sig selv. Derefter søgte han tilflugt i sit hjem på Gudumvej.

Politiet mødte frem med 15 mand i skudsikre veste, og hvoraf en del var bevæbnet med maskinpistoler. De afspærrede vejen forbi huset og tilkaldte en professionel forhandler. Han ankom kort før klokken 18 og tog kontakt til den bevæbnede mand.

Politiet mødte så talstærkt frem, fordi der var usikkerhed om, hvorvidt der var andre i huset sammen med den bevæbnede mand. Det viste sig efter anholdelsen, at han var alene - og i øvrigt også, at våbnet kun var en luftbøsse.

Motivet bag truslerne står ikke helt klart for politiet, men ifølge indsatsleder Erik Kristensen var han tydligt påvirket af alkohol eller andre rusmidler.

Se indslag fra TV MIDTVEST 19:30 her:

02:17 Luk video