Betjente slået i Holstebro

Betjente slået i Holstebro

En uoverensstemmelse mellem en dørmand og en værtshusgæst endte lørdag nat med, at to betjente blev slået ned. (Arkivbillede)

Et skænderi mellem en dørmand og en mandlig værtshusgæst på Den Røde Plads i Holstebro endte natten til søndag med, at fire personer blev anholdt og to betjente slået hårdt i hovedet. Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, René Pagh.

Tumulten opstod da en 43-årig mand fra Holstebro ville ind på værtshuset River Saloon, på trods af at han har forbud til stedet. Dørmanden afviste den 43-årige der reagerede voldsomt.

 - Klokken cirka kvart over to bliver der anmeldt slagsmål mod dørmanden på Den Røde Plads i Holstebro. Da politiet ankommer, får vi kontakt til en gruppe personer, der er ret oprørte.

Slagsmålet har udvikler sig, da en ven til den 43-årige blander sig, mens dørmanden også får en ven til undsætning. Den 43-årige og hans ven er så oprørte, at politiet må bruge stav til at gennemføre anholdelsen. Men her slutter det ikke.

 - Mens betjenten står med ham, bliver betjenten overfaldet. Han når lige at se gerningsmanden komme bagfra, og så bliver han slået i hovedet med en knytnæve, siger vagtchefen.

En anholdt giver mere tumult

Da manden, der har tildelt betjenten slaget, ligeledes bliver anholdt afføder det endnu mere tumult, og en kvinde begynder at blande sig.

 - Kvinden vil ikke forlade stedet og ender så med at slå en anden betjent i hovedet med sin hånd, fortæller René Pagh.

Samlet set bliver fire personer anholdt under episoden - tre mænd og en kvinde. Først omkring 03.30 er der igen ro på nattelivet i Holstebro. Politiet vil forsøge at få fremstillet de tre mænd i grundlovsforhør søndag. Flere af dem er kendt af politiet i forvejen.

Ingen af betjentene kom alvorligt til skade under slagsmålet.