Betjente risikerer at blive flyttet

Den store mængde overarbejde blandt politibetjente kan nu betyde, at flere tvinges til at flytte politikreds. Det skriver TV2.

I et nyhedsbrev skriver Rigspolitiet, at betjente kan blive flyttet til en anden politikreds på grund af overarbejde.
I et nyhedsbrev skriver Rigspolitiet, at betjente kan blive flyttet til en anden politikreds på grund af overarbejde.

Det er den øgede indsats mod terror og grænsekontrollen ved Tyskland, der nu får Rigspolitiet til at varsle flytninger blandt betjentene. 

- Brugen af assistancer er for alle de involverede ikke hensigtsmæssigt i længden. For at nedbringe antallet af assistancer er det derfor ønskeligt at flytte polititjenestemænd til de berørte kredse, skriver TV2 der står i et nyhedsbrev fra Rigspolitiet. 

Udmeldingen skyldes at Østjyllands, Sydsjællands og Lolland-Falsters, Syd- og Sønderjyllands og Københavns Politi mangler betjente. 

Vil forsøge at begrænse antallet
Rigspolitiet er klar over, at det ikke er optimalt at flytte medarbejdere og vil derfor forsøge at flytte færrest muligt. 

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Rigspolitiet i videst muligt omfang vil forsøge at få puslespillet til at gå op uden at skulle flytte medarbejdere, som ikke ønsker det, står der i nyhedsbrevet. 

Hos Politiforbundet får meldingen ikke næstformand Claus Hartmann til at hidse sig op. Han påpeger, at det allerede i dag står skrevet i polititjenestemændenes kontrakt, at de skal være klar til at flytte politikreds. 

 - Indtil videre er Politiforbundet ikke informeret om, hvor mange polititjenestemænd de pågældende kredse har brug for. Det ved vi først i næste uge, når vi mødes med Rigspolitiet. Det kan sagtens vise sig, at ligningen går op, hvis et tilstrækkeligt antal melder sig frivilligt til at flytte, siger Claus Hartmann til TV2.