Betjent på anklagebænken: Det var bare en joke

En 40-årig betjent sad i dag på anklagebænken i byretten i Viborg

02:01

En betjent fra Midt- og Vestjyllands Politi er tiltalt for at gå over stregen, da han opfordrede kolleger til at rette søgelyset mod to navngivne personer, som han selv havde anmeldt for at stå bag en falsk sexannonce. Video: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Der er usædvanligt, at en betjent sidder på den sorte anklagestol. Men det var hvad der skete i dag i byretten i Viborg.

En betjent fra Midt- og Vestjyllands Politi gik nemlig over stregen, da han opfordrede kolleger til at rette søgelyset mod to navngivne personer, som han selv havde anmeldt for at stå bag en falsk sexannonce. Det mener Statsadvokaten, der har rejst tiltale mod betjenten ved byretten i Viborg. 

Læs også Politimand tiltalt for embedsmisbrug: Tog hævn for bordelannonce

Oprettede falsk bordelannonce

De to mænd oprettede i 2016 en falsk bordelannonce i betjentens navn og adresse på hjemmesiden annoncelight.dk. En slags hævn, fordi de ad flere omgange var blevet anholdt af betjenten og blandt andet sigtet for narko. Det var dog kun den ene af de to mænd, der blev dømt for annoncen. 

Den 40-årige betjent anmeldte for et år siden de to mænd for chikane, men han sendte også en mail til kollegaerne. Her lovede han kage, hver gang en af de to blev snuppet for selv den mindste detalje.

Senere sendte han også en mail en kollega. Denne gang med en opfordring om at "de to skal ransages og visiteres helt i bund oralt, analt og i urinrøret."

Læs også Jysk betjent blev opsøgt af sexkunder efter falsk annonce

Bare en joke

I retten i dag fortalte betjenten, at der er en frisk tone i politiet.

- Vi kender hinanden godt og man skal ikke lægge noget i det, fortalte han.

Han erkendte dog, at det for udenforstående er en formulering, der kan lyde grimt. Men at det bare var en joke. 

Betjenten med 13 år erfaring er også tiltalt for, ved flere lejligheder, at have logget ind på politiets system og søge oplysninger om de to unge mænd og deres familier. Det er ulovligt.

Helt normal fremgangsmåde

Til det sagde den tiltalte, at han var nysgerrig, men også at det er en helt normal fremgangsmåde, at slå op i politiets systemer for bedre at kunne holde øje med de personer, der blandt andet tager stoffer.

- Jeg er glad for at man har rejst tiltalen så sagen kommer frem i offentligheden, siger advokaten for de to unge mænd, Lars Thousig.

Der falder dom i morgen.