Betaler bøder for dødsulykke

Minkfodercentral og vognmandsfirma opgiver at anke dom efter arbejdsulykke i Holstebro.

20120310mink.jpg

De to virksomheder, der for to uger siden blev dømt for at være skyld i en dødsulykke i Holstebro, har besluttet ikke at anke dommene til landsretten.

Dermed står det fast, at Holstebro Minkfodercentral skal betale en bøde på 100.000 kroner og vognmandsfirmaet Marius Pedersen 80.000 kroner for den arbejdsulykke, der kostede den 41-årige chauffør Carsten Jensen livet i september 2009.

Direktør i Marius Pedersen, Christian Møller, siger til TV/MIDT-VEST, at dommen fra byretten i Holstebro var så klar, at han ikke vurderer, at virksomheden vil få noget ud af at anke dommen.

- Vi anerkender, at vi har begået en fejl. Men vi mener stadig ikke, at vi kunne have handlet anderledes med den viden, vi havde på daværende tidspunkt. Hvis vi havde fået korrekte oplysninger om, hvad det var vi skulle hente på virksomheden i Holstebro, havde vi aldrig været i denne situation, siger Christian Møller.

Hensyn til de pårørende og medarbejderne

Minkfodercentralen har udsendt en pressemeddelelse, hvor direktør Poul Pedersen begrunder beslutningen om ikke at gå videre med sagen. 

- Vi er stadig overrasket over, at retten fandt, at fodercentralen havde handlet forkert i forbindelse med afhentningen af syreresterne. At fodercentralen har valgt ikke at anke dommen, skyldes alene de menneskelige konsekvenser for såvel chaufførens efterladte som fodercentralens medarbejdere, som en fortsætte af sagen ville indebære, siger direktøren i pressemeddelsen.

Carsten Jensen omkom, da han som chauffør for Marius Pedersen skulle hente nogle syrerester på minkfodercentralen. Han havde fået at vide, at der var tale om svovlsyre, men der viste sig også at være beholdere med myresyre. Og da de to syrer blev blandet sammen, opstod der kulite.

Chaufførens enke kræver 1,8 millioner kroner i erstatning af de to firmaer.