Kaos i skandaleramt forening: Samlet bestyrelse og omstridt leder stopper

Uetisk adfærd, lukkethed og senest manglende regnskaber. Det er blot nogle af de ting Foreningen for Familier med kræftramte børn kritiseres for.

Kurt Hansen mener ikke, der er noget galt i, at foreningen Familier med kræftramte børn har gjort noget galt.
Kurt Hansen mener ikke, der er noget galt i, at foreningen Familier med kræftramte børn har gjort noget galt.
Foto: arkivfoto

Den fulde fokus skulle være på at hjælpe kræftramte børn og deres familier. 

De senere år har Foreningen for Familier med kræftramte børn dog nærmest kun trukket overskrifter af den negative slags. 

Manglende tilladelser til indsamling kostede foreningen en bøde på 35.000 kroner. Flere medlemmer af foreningen er blevet smidt ud for at udtale kritik af måden foreningen agerede på.

Eksempelvis anskaffelsen af et hovedsæde til 14,5 millioner kroner ved Ans i Silkeborg. Den megen dårlige omtale har på det seneste ført til, at en stribe kendte ambassadører for foreningen ikke længere repræsenterer foreningen. 

Aktuelt er foreningen politianmeldt for, til trods for fristudsættelse, ikke at have indsendt det lovpligtige regnskab for en forening der indsamler penge til velgørenhed. 

Mandag tog en samlet bestyrelse så konsekvensen af den megen negative omtale og trak sig. TV MIDTVEST har været i kontakt med foreningen, der ikke ønsker at uddybe den forklaring den på foreningens hjemmeside giver. 

- Det er fair, at man har forholdt sig kritisk, og vi kunne med garanti også have gjort mange ting anderledes. Ingen er perfekte, og vi bilder os ikke ind, at vi ikke har begået fejl. Men, hvis man reelt ville ændre noget og ikke blot brokke sig, synes vi, at de kritiske medlemmer med fordel kunne have stillet op til bestyrelsen for herved aktivt at arbejde for opfyldelse af vores kære forenings formål. Det skete bare ikke, hedder det i en samlet melding fra den nu tidligere bestyrelse. 

Undren over hetz

Den undrer sig over, hvorfor den skal politianmeldes for det manglende regnskab. I særdeleshed fordi mange af dokumenterne i en periode har været beslaglagt, hvilket ikke har gjort det muligt at færdiggøre regnskabet. 

- Vi skulle herefter have alt bogføringsmateriale tilbage, hvilket først skete i oktober 2018, for at vi kunne få bogført alt. Hvilket nu er sket, og materialet er helt klart til revisionsmæssig gennemgang. Dette har vi løbende orienteret Indsamlingsnævnet omkring og fortalt, at vi ikke har kunnet overholde fristen. Indsamlingsnævnet har blot meddelt, at vi ikke kunne få yderligere fristforlængelse.

Bestyrelsen beskriver, at det var den seneste politianmeldelse fra Indsamlingsnævnet, der fik dem til at tage beslutningen om at stoppe. 

Daglig leder stopper også

Udover bestyrelsen har foreningens daglige skretariatsleder gennem 25 år, Kurt Hansen, også valgt at stoppe i foreningen. I et citat på foreningens hjemmeside takker han for mange godt år. Han erkender samtidig, at den voldsomme blæst omkring foreningen de senere år har været en medvirkende årsag til, at han nu forlader posten. 

- Ikke desto mindre har jeg indgivet min opsigelse, fordi jeg også må erkende, at jeg er drænet for energi, motivation og idéer til at tage FMKB videre til næste fase. Og fordi jeg har et stille håb om, at jeg med min afgang måske også kan være med til at give FMKB chancen for revitalisering med en frisk start – muligvis genopfinde sig selv i et andet format eller setup, forklarer Kurt Hansen. 

Om foreningen fortsætter på den anden side af den ekstraordinære generalforsamling den 25.februar er endnu usikkert. Et punkt på dagsordenen er "Drøftelser og beslutning om foreningens fremtidige virke, såfremt der ikke vælges en bestyrelse," hvilket giver grobund for spekulationer om foreningens fremtidige virke. 

2:12
Foreningen Familier med kræftramte børn bliver nu politianmeldt af Indsamlingsnævnet