Bestseller fordobler overskud til to milliarder

Bestseller går frem i både omsætning og overskud. Overskuddet før skat blev to milliarder kroner.

Bestseller står bag tøjmærker som Jack & Jones, Vero Moda og Only.

Fremgang i Sydeuropa og på det britiske marked samt fokus på omkostningerne har været med til at sikre tøjkoncernen Bestseller stigende omsætning og større overskud i det netop afsluttede regnskabsår.

Det er dog fortsat især selskabets traditionelle engrosforretning, der driver værket, fremgår det af en pressemeddelelse.

Sammen med lukning af urentable butikker og generel effektivisering i organisationen er det ifølge topchef Anders Holch Povlsen det primære grundlag for resultatet.

Årsregnskabet lever op til forventningerne, understreger han i en skriftlig kommentar.

- Der har især været markant fremgang at spore i Sydeuropa og i England, mens vi på vores største marked, Tyskland, har oplevet en mindre fremgang, udtaler Anders Holch Povlsen.

- I Skandinavien har resultaterne ikke været tilfredsstillende, hvilket også
gælder for Indien, Tyrkiet og Mellemøsten.

Omsætningen endte på 22,9 milliarder kroner i regnskabsåret 2015/16. Det er en fremgang på fem procent, oplyser selskabet.

Overskuddet før skat blev to milliarder kroner, hvilket er en fordobling i forhold til sidste år.

/ritzau/