Bestseller er den største i verden

Bestseller er nu den modebutik i verden med flest modebutikker. Det skriver Berlingske Business.

Det går godt for Bestseller - rigtig godt.

Modevirksomheden fra Brande, der står bag mærker som Vero Moda, ONLY og Jack & Jones, er nu den koncern, som dags dato har flest modebutikker i verden.

Virksomheden forventer at åbne butik nummer 10.000 inden årets udgang.

 - Jeg har ingen kommentarer til det. Vi vil gerne fylde så lidt som muligt i pressen, siger Bestsellers ejer Anders Holch Povlsen til Berlingske Business.

Kina er kæmpe marked

Over 6.100 ud af de godt 10.000 butikker er placeret i Kina, som dermed står for en stor del af Bestsellers vækst.

 - Virksomhedens fremgang i Kina er fuldstændig unik. Ikke bare for danske virksomheder, men for modebranchen globalt, siger international chef i Danske Mode & Textil, Michael Hillmose, til Berlingske Business.

Til sammenligning har modekæden H & M i alt 2.776 butikker på verdensplan.