Besparelser styrker Karup

Besparelser styrker Karup

Besparelser inden for helikopterredningstjenesten ser ud til at kunne blive en fordel for Flyvestation Karup.

I en endnu ikke offentliggjort rapport fra Forsvarskommandoen foreslås de nuværende tre redningshelikoptere reduceret til to. De flyver i dag ud fra Flyvestationerne i Aalborg, Skrydstrup og Roskilde.

Rapporten lægger op til, at man dropper Aalborg og Skrydstrup og giver de to helikoptere en mere central placering i Roskilde og Karup, erfarer TV2/Nord.

Omplaceringen vil efter beregningerne kunne give en årlig besparelse på 34 mill. kr.

Flere i nød

Rapporten vurderer også, hvad ændringen vil betyde for effektiviteten i søredningen og her regner man med, som det hedder: "en marginal forringelse af den gennemsnitlige overlevelsesgrad i danske farvande."

Med andre ord, så regner forsvarskommandoen med at lidt færre vil overleve ulykker i havene omkring Danmark.