Besparelser i Herning rammer de svage

Et enigt byråd i Herning vil trimme kommunens økonomi. Besparelser kommer til at ramme nogle af kommunens svageste.

280315_reva.jpg

Herning Kommune skal spare 110 millioner kroner. Et enigt byråd foreslår, at der blandt andet skæres på beskæftigelsesområdet, hvor et erhvervsafklarings- og beskæftigelsescenter skal lukkes.

- Når vi sparer 25 millioner kroner på beskæftigelsesområdet og 110 millioner i hele kommunen, så er der selvfølgelig områder - og dem vil du kunne finde mange af i sådan et katalog - som har en eller anden negativ konsekvens, siger Venstre-borgmester Lars Krarup.

På centeret er der 50 brugere, som er i arbejdstræning. Når centeret lukker har brugerne ikke noget sted at gå hen. Kommunen siger, at der bliver tænkt i alternativer - men at der ikke er noget konkret på bedding.

- Det betyder meget for mig, at jeg har et sted at gå hen. Hvis ikke, har jeg jo ikke noget at lave, siger Katja Dalsgaard, der arbejder på centeret.

På Center for Erhvervsafklaring og Beskæftigelse er der 22 ansatte. I alt vil den kommunale spareplan i Herning betyde, at 90 kommunale stillinger fra 2016 bliver nedlagt. Det betyder i følge Herning Kommune ikke, at et tilsvarende antal medarbejdere mister deres job. En del af spareøvelsen forventes gennemført blandt andet ved naturlig afgang.

Herning Kommune understreger, at der er to formål med at polstre økonomien bedre. Kommunen skal skal også i årene, der kommer kunne investere tilstrækkeligt til at fastholde positionen, som lokomotiv i Midt- og Vestjylland. Samtidig er det vigtigt at optimere budgetterne, fordi Herning, ligesom de øvrige danske kommuner, vil være presset på driftsudgifterne.

Byrådet i Herning vil nu sende spareplanen i høring hos ældre- og handicapråd samt bestyrelser på en række skoler og institutioner.

2:12
Herning Kommune skal spare 110 millioner kroner - og en del af pengene skal findes på beskæftigelsesområdet.