Besøgsvenner mangler kunder

En gruppe frivillige fra Viborg Frikirke tilbyder ensomme viborgensere samtale og fællesskab.

Ensomhed skal mødes med næstekærlighed. Det er motivet for en gruppe frivillige i Viborg Frikirke, der er klar til at lancere en ny besøgstjeneste.

- Når vi mødes i kirken, har vi et rigtig godt fællesskab med hinanden. Men vi vil også gerne tilbyde fællesskab til dem, der måtte føle sig alene, og som mangler nogen at tale med, siger kirkens præst, Judith Kynde i en pressemeddelelse.

Vil ikke prædike

Siden den konkrete tanke om en besøgsjeneste opstod midt i januar, har fire personer fra kirken meldt sig, og de står nu klar til at tage ud på besøg.

- Vi er ikke ude på at hverve nye medlemmer til vores menighed, men vil bare i næstekærlighedens navn stille os til rådighed, som de almindelige mennesker, vi er, siger Judith Kynde.

Hun mener for eksempel, at det er af afgørende betydning, at tale med besøgsvennerne om, at selv om de kommer fra en kirke, så er de ikke kommet for at prædike, men vil gerne tilbyde en samtale om, hvad det enkelte menneske har lyst til at tale om.

Venter på kunderne

Netop nu er der ved at blive lagt hånd på de sidste forberedelser med at udfærdige nogle identitetskort, så dem, der får besøg, kan være trygge ved besøgsvennerne fra kirken.

- Så nu venter vi blot på, at der er nogen, der ringer og gerne vil have besøg, siger Judith Kynde, og henviser til kirkens telefonnummer 8667 2133.