Beslutning om plejehjemspladser bliver udskudt

Alt tyder på, at kommunalbestyrelsen I Ringkøbing-Skjern Kommune udskyder beslutningen om lukningen af 77 plejehjemspladser.

Ringkoebing kommune Raadhus.jpg

Ved et budgetseminar i august besluttede kommunalbestyrelsen i Ringkøbing-Skjern Kommune at lukke 77 af kommunens plejehjemspladser.

Beslutningen om, hvilke pladser der skal lukkes et punkt på dagsordenen til et byrådsmøde tirsdag, men meget tyder nu på at det bliver udskudt, ifølge Hans Østergaard fra Venstre byrådsgruppe.

- Det er vigtigt at vi er klædt på til at tage den helt rigtige beslutning, og det føler vi ikke, at vi er på nuværende tidspunkt, siger han.

Derfor vil han og de øvrige medlemmer fra Venstre foreslå at afgørelsen bliver udskudt i et par måneder, men han kan ikke sige, om beslutningen kan gå hen og blive trukket tilbage.

- Afhængig af, hvad den næste tid vil vise, så kan der jo ske ændringer, så det kan vi ikke sige noget om endnu, siger han.

Hans Østergaard forventer et stort flertal for at udskyde beslutningen ved tirsdagens byrådsmøde.