Beruset mand kørte ind i lade

En beruset 24-årig mand i en tysk indregistreret bil kørte i morges af vejen og ind i en lade. Politiet har haft flere berusede til overnatning

Blå blink skygge
Foto: Flemming Christensen

Klokken 5.12 i morges mistede en 24-årig udenlandsk mand herredømmet over sin tysk indregistrerede bil og drønede ind i en lade på Hodsagervej 50, i Aulum.

Da politiet kom til stedet fik han lov at puste i alkometeret, som ifølge vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen, viste mere end det tilladte.

Den 24-årige har overnattet i detentionen og er blevet sigtet for spirituskørsel. En blodprøve skal nu vise, hvor høj promillen var.

Husspektakler i Thisted
Politiet rykkede i aftes også ud til husspektakler i Thisted. En 23-årig mand fra Esbjerg var på besøg hos nogle venner, men opførte sig ved 21-tiden på en måde, så værten valgte at ringe til politiet. Den 23-årige var beruset.

Beruset mand gik rundt i Struer
En 32-årig mand fra Holstebro har i nat overnattet i detentionen. Ved midnat blev han set tumle rundt på Søndergade i Struer, ude af stand til at kunne tage vare på sig selv. Det var der nogen, der bemærkede, hvorefter de ringede til politiet, som kom og samlede den 32-årige op.