Beruset mand knuser bilrude: Havde billardkugle i lommen

Gerningsmanden ville ikke med på stationen, da politiet nåede frem.

Ejeren af bilen med den knuste forrude måtte ringe efter politiet.
Ejeren af bilen med den knuste forrude måtte ringe efter politiet.
Foto: Flemming Christensen

Et skænderi skabte lørdag eftermiddag stor virak på Danmarksgade i Lemvig.

Her knuste en mand en bilrude efter en uoverensstemmelse med ejeren af bilen.

- Vi er ikke præcist klar over, hvordan han knuste ruden. Han var meget svær at styre, så vi anholdt ham og kropsvisiterede ham, siger Allan Riis, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi.

- Gerningsmanden viste sig så at have en billardkugle i en sok på sig. Det er lige nu vores bedste bud på, hvordan han bar sig ad med at knuse forruden.

Det var bilejeren som tilkaldte politiet ved 17-tiden for at få hjælp til at slippe af med gerningsmanden, forklarer vagtchefen.

Da politiet nåede frem, kunne de konstatere, at manden var meget beruset.

- Han var svær at få til at medvirke til noget som helst. Da vi skulle have ham med ind på stationen var han meget urolig og sad og bankede hovedet mod forsædet i patruljevognen, lyder det fra Allan Riis.

Det er nu planen, at gerningsmanden skal sigtes og løslades, når han har sovet rusen ud.