Benzinprisen er i dag den billigste i seks år

Prisen for en liter benzin er i dag den billigste i seks år. Der kan altså være en besparelse at hente på op til 2,47 kroner i forhold til i sommer.

Benzin_paa_bil.jpg

Er der plads til et par dråber benzin i bilens tank, så gør du klogt i at tanke i dag.

Prisen for en liter benzin er nemlig den billigste i seks år.

Inden klokken ti i formiddag vil man kunne opleve priser, der vil være cirka 2,47 kroner under sommerens priser. Ifølge FDM, så betyder det, at priserne i dag kan betagnes som de billigste i seks år.

Det usædvanlige prisfaldet skyldes den meget lave oliepris, der nu er så lav, at det opvejer, at dollaren er steget.

 

Ifølge Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom hos FDM så skal man holde sig et par ting for øje, for at sikre sig den billigste benzin.

 

- Det bedste er at finde et sted, hvor der er priskonkurrence. Det vil sige de store byer eller indfaldsvejene til de store byer. Det er der, hvor der er mange tankstationer, og det er derfor også de steder, hvor der er priskonkurrence, siger han til Ritzau.

Desuden gør de prisbevidste billister klogt i at holde sig fra motorvejene, hvis de vil have fat i de billige dråber.

- Og så skal man undgå motorvejene, for der ligger priserne typisk en krone højere end andre steder. Og så skal man tanke inden klokken 10, for det er det tidsrum, hvor benzin og diesel er billigst, siger Allan Skytte Christensen.

Desuden kan man med fordel tanke sidst på eftermiddagen, hvis man ikke har nået at fylde tanken op inden klokken ti denne formiddag.