Bent Hansen væk fra bybilledet

Valgplakater med regionsrådsformand Bent Hansen er nu fjernet fra busskurene i Struer. Det sker efter hård kritik.

201009bent001.jpg

Regionsrådsformand Bent Hansen er forsvundet fra bybilledet i Struer. Det er sket efter en intern socialdemokratisk strid om valgplakater. Billedet af en smilende Bent Hansen på valgplakater fik ikke mindst de sure miner frem hos socialdemokraternes borgmesterkandidat i Struer Niels Viggo Lynghøj. For et par dage siden krævede han plakaterne fjernet, på grund af stor utilfredshed med Bent Hansens planer om at bygge et nyt supersygehus i Gødstrup. Og kritikken har tilsyneladende haft sin virkning. I hvert fald er plakaterne med Bent Hansen pillet ned og erstattet med andre valgplakater fra Socialdemokraterne. Formanden for Socialdemokraterne i Midtjylland Kirsten Johannsen siger til TV/MIDT-VEST, at plakaterne er taget ned, fordi man hellere vil tale politik end personer.