Bent Hansen raser over DF-valgplakat

Bent Hansen mener, at det er barnligt, at Dansk Folkeparti laver en valgplakat, som hænger ham ud.

plakat5.jpg

Allerede inden at kommunal- og regionsrådsvalget løber af staben, har en valgplakat fabrikeret af Dansk Folkeparti i Midtjylland skabt røre.

For i stedet for at lave klassiske valgplakater med portrætter af kandidaterne, har partiet valgt at gå efter Bent Hansen i stedet for.

På valgplakaten skriver Dansk Folkeparti: "24 år med Bent Hansen er MERE end nok."

- I en valgkamp præsenterer man, hvad man selv står for. De (Dansk Folkeparti red.) kaster bare med mudder. Der er noget galt, når det eneste, man har at byde på, er at svine mig til, siger Bent Hansen (S) til TV MIDTVEST og fortsætter:

- Først blev jeg rasende. Derefter blev jeg trist og ked af det. Jeg synes, at det er barnligt.

DF: Vigtigt at oplyse vælgerne

Anders Vistisen er Dansk Folkepartis spidskandidat i Region Midtjylland. Han siger om baggrunden for plakaterne.

- Bent Hansen har en rækkemøgsager, som belaster. Det skal vælgerne simpelthen vide.

Anders Vistisen (DF) mener ikke, at det er et problem, at plakaterne hænger Bent Hansen ud.

- Det er det sidste håb inden valget for at få vælgerne gjort opmærksomme på, hvad han går og laver. Og så må vi tage drastiske metoder i brug.

Der er valg tirsdag den 19. november.

Her er plakaten fra Dansk Folkeparti:

plakat2.jpg