Bent Hansen overvejer stop i politik

Socialdemokraterne skal måske ud og lede efter en ny kandidat til formandsposten i Regionsrådet i Region Midtjylland.

Bent Hansen.jpg

Han har lovet sit parti at være afklaret inden årsskiftet - vil Bent Hansen genopstille til posten som regionsrådsformand, eller vil han ikke. I skrivende stund ved han det endnu ikke selv.

- Jeg kender jo godt min dåbsattest, og derfor vil jeg sikker på, inden jeg svarer, at jeg er fuldstændigt fit for fight. Og det at være lidt usikker på det, det duer simpelthen ikke, når man siger ja til at stille op, fortæller Bent Hansen i dag til TV/MIDT-VEST.

Bent Hansen fylder i næste uge 64 år, og alderen og personlige årsager har givet ham stof til eftertanke.

- For øjeblikket er det kun personlige overvejelser, jeg har. Jeg har været igennem et sygdomsforløb, og jeg har en kontrol igen om en måned. Jeg regner med, at det hele er, som det skal være, men jeg vil gerne være helt sikker, uddyber han.

Han vil dog ikke svare på, om en sikker raskmelding en måned fremme i tiden vil få ham til at genopstille.

- Jeg har set for mange, der er blevet ved for længe. Og det gør selvfølgelig også indtryk på mig, siger Bent Hansen. Han understreger, det er vigtigt stadig at have nye visioner for regionen og det drive, der skal til.

Ung efterfølger i kulissen

Vælger han ikke at genopstille, så kan socialdemokraternes politiske ordfører i regionen, Anders Kühnau, være det oplagte valg. Det vil være et markant generationsskifte, hvis den 30-årige ordfører, der er bosat ved Horsens, tager over.

Anne V. Kristensen er allerede valgt som Venstres bud på en formandskanditat. Formandsvalget i regionen bliver afgjort den 13. november 2013.

Bent Hansen har været formand for regionsrådet i Region Midtjylland, siden regionerne blev dannet i 2007. Ved regionsvalget i 2009 blev han genvalgt med 72.665 personlige stemmer.

Klik på klippet herunder for at høre mere om Bent Hansens overvejelser:

2:50
BentHansenovervejer