Bent Hansen: Nye fyringsrunder kan være på vej

Bent Hansen: Nye fyringsrunder kan være på vej

Vi står langt fra hinanden, siger Danske Regioners formand, Bent Hansen, før økonomiforhandlinger mellem regionerne og regeringen.

Selv om sundhedsvæsnet samlet set har fået 2,4 milliarder kroner mere at gøre godt med, så er antallet af ansatte på sygehusene faldet. Og den udvikling vil fortsætte, hvis ikke regeringen kommer med endnu flere penge.
    
Sådan lyder advarslen fra Bent Hansen (S), der er formand for Danske Regioner. Regionerne, hvis primære opgave er at drive sygehuse, forhandler onsdag med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om næste års økonomi.
    
- Hvis vi kommer ud af de forhandlinger uden penge til den ekstra aktivitet, vi ved kommer, så kan vi blive nødt til at sige farvel til nogle ansatte for at dække de ekstra omkostninger, siger Bent Hansen.
    
- Vi kan ikke sige, at vi kun giver et vist antal kræftpatienter kemoterapi. De penge skal være der. Er der en, der skal have en pacemaker, skal den købes.
    
- De store årgange er ved at komme i 70'erne nu, og så skal de have nye hofter og knæ, siger Bent Hansen.
    
De 2,4 milliarder kroner, sundhedsvæsnet er tilført, skal også tages med forbehold, påpeger Bent Hansen. Pengene skal fordeles mellem kommunerne og regionerne, og de udbetales over tre år.
    
Så der er altså tale om væsentligt mindre beløb per år, forklarer Bent Hansen.

Færre ansatte til flere patienter  

Hvor der i 2014 var 107.078 fuldtidsansatte på landets sygehuse, var antallet i 2015 106.525. Selv om de tal er et år gamle, er tendensen ifølge Danske Regioner fortsat.
    
Samtidig er flere patienter blevet behandlet. Aktiviteten er steget med 2,1 procent fra 2014 til 2015.
    
Regionerne er endnu ikke er blevet præsenteret for, hvilke krav regeringen præcist vil stille til næste år. Men Bent Hansen mener, at parterne står langt fra hinanden.
    
- Nu har jeg været med i 18 år. Det har aldrig set så svært ud. Vi lever i et forhandlingssamfund, men hvis det eneste, man kan komme hjem med, er nedskæringer, så ser det svært ud, siger han.
    
Bent Hansen oplyser i øvrigt, at regeringen og regionerne er enige om en ting, nemlig at udgifterne til sygehusmedicin stiger med 300 millioner kroner næste år.

Historisk udvikling i antallet af ansatte i sundhedssystemet

    
Her under kan du se en oversigt over udviklingen antallet af fuldtidsansatte på sygehusene:
    
* 2015: 106.525
    
* 2014: 107.078
    
* 2013: 105.861
    
* 2012: 103.270
    
* 2011: 102.578
    
* 2010: 103.805
    
* 2009: 102.248
    
* 2008: 95.595
    
* 2007: 95.144
    
* 2006: 94.898
    
Ifølge Danske Regioner er der fra 2015 til 2016 sket et yderligere fald i antallet af ansatte.
    
Fordeling på personalegrupper i 2015 (2014):
    
* 15.632 læger (15.385)
    
* 35.623 sygeplejersker (35.731)
    
* 23.262 andet sundhedsfagligt personale, for eksempel social- og sundhedsassistenter (23.627)
    
* 13.332 øvrige med patientrettede funktioner, for eksempel psykologer og portører (13.573)
    
* 18.676 øvrige, for eksempel køkken- og rengøringspersonale (18.762)
    
Kilder: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.
    
 

 

 

    
/ritzau/