Bent Hansen: Helikopteren hører til i Skive

Bent Hansen: Helikopteren hører til i Skive

Bent Hansen: Det er vestkysten og ikke Aarhus og Aalborg, der har brug for en helikopter.

Formand for Region Midtjylland er langt fra enig i partifællen Flemming Møller Mortensens udmelding tidligere torsdag, om at placeringen af akutlægehelikopteren bør være i Aars.

- Prøv at se, hvor han er opstillet og valgt, siger Bent Hansen og påpeger, at Flemming Møller Mortensen er valgt i Nordjylland, og at det har indflydelse på hans udtalelser.

Skive eller Aars

Flemming Møller Mortensen, der er formand for Folketingets Sundhedsudvalg bakker op om placeringen i Aars bl.a. fordi helikopteren her skulle dække et større antal borgere, end den vil gøre i Skive. Men det er forkert at afgøre sagen ud fra antallet af dækkede mennesker, mener Bent Hansen.

- Det er jo ikke de, der bor omkring de store hospitaler i Aarhus og Aalborg, der skal bruge den helikopter. De er dækket bedre ind med ambulancen. Det er de borgere, der bor på vestkysten, der har brug for den. Hvis man ændrer placeringen, tager man helikopteren fra vestkysten og giver den til borgerene i de store byer, der slet ikke har brug for den, siger Bent Hansen.