Bent Hansen: Derfor stopper jeg

Bent Hansen siger stop, mens legen er god. Nu skal næste kapitel planlægges, og det bliver ikke i politik, lyder det.

00:45

Bent Hansen meddelte mandag, at 2017 bliver hans sidste år som regionsrådsformand. Efter 35 år sætter midtjyden punktum efter en lang karriere i politik. 

- Det er en helt særlig dag, og det er faktisk en svær dag, for det er jo mit liv. Jeg har jo været med i 35 år, så det er jo mit arbejdsliv, jeg siger "nu slutter det" til, siger Bent Hansen, der lidt endnu kan kalde sig regionsrådsformand i Region Midtjylland. 

Det har været afgørende for Bent Hansen, at det blev ham selv, der traf beslutningen. 

- Jeg vil gerne slutte der, hvor jeg har kræfter, styrke og gåpåmod til at finde ud af, hvad der skal være næste fase i mit liv. Det synes jeg, at jeg har. Jeg slutter, mens jeg stadig er i fuld vigør og på toppen. Dét at blive prikket bagfra og få at vide, at "nu falder du af på den. Nu må du hellere holde op". Det punkt vil jeg helst ikke nå til, og det er jeg ikke nået, siger Bent Hansen.  

Læs også Bent Hansen stopper som regionsrådsformand

Beslutningen om at det nu er tid til at trække stikket har ikke været nem. 

- Den er urimelig svær, og derfor har jeg brugt rigtig, rigtig mange timer sammen med min familie. Jeg har haft svært ved at falde i søvn og vendt og drejet mig. Det er den tungeste beslutning, jeg næsten kan tænke tilbage på i mit liv. Men jeg er på den anden side også lettet, for nu er jeg kommet igennem den, og nu er jeg klar på at tage fat på noget nyt, siger Bent Hansen. 

Den afgående regionsrådsformand ved endnu ikke, hvad der skal ske, når han træder ud af regionsrådet efter valget i november. 

- Jeg vil se, hvad der byder sig, og hvad der viser sig. Jeg er sikker på, at jeg ikke kan sidde stille, så jeg skal nok komme til at foretage mig noget, men det bliver ikke noget med politik, siger Bent Hansen. 

 

05:11

Bent Hansen har i dag truffet en stor beslutning. Han stopper som formand for Region Midtjylland

Luk video