Bent Hansen beskyldt for misbrug

Regionsrådsformand Bent Hansen beskyldes for at bruge offentlige midler til at købe omtale i TV.

benthanseninet.jpg

1,3 millioner har Region Midtjylland betalt for at støtte en tv-serie om tilblivelsen af sygehusene i Gødstrup og Skejby.

Skult reklame

De borgerlige partier i regionsrådet kritiserer udsendelserne, hvor regionsrådsformand, Bent Hansen, medvirker. De borgerlige mener, at der i virkeligheden er tale om skjult reklame, når Bent Hansen (S) toner frem på skærmen i programmerne, som vises på TV/MIDT-VEST og TV2 Østjylland.

 - Både Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative Folkeparti krævede på et møde i forretningsudvalget for et år siden, at hverken Bent Hansen eller andre politikere måtte optræde i disse regionsbetalte TV-udsendelser. Bent Hansen har således købt personlig reklame i bedste sendetid, og regionen har betalt 1,3 millioner skatteyderbetalte kroner, siger regionsrådsmedlem Jørgen Winther (V) i en pressemeddelelse.

Afviser al kritik

Bent Hansen tager kritikken med sindsro:

 - Jeg har ikke deltaget i interview eller lignende. Man har filmet mig, hvor jeg tager første spadestik i Gødstrup, og det er nu engang min opgave som regionsrådsformand, siger Bent Hansen til Berlingske Nyhedsbureau.