Bekymring hos Venstre: Hvem skal erstatte Esben Lunde?

Venstre i Ringkøbing-Skjern er i øjeblikket på jagt efter en ny folketingskandidat, efter Esben Lunde Larsen er stoppet i politik.

Kredsformand for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune, Bent Østergaard. Han håber på en lokal kandidat. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

En plads står tom i Ringkøbing-Skjern.

Læs også Esben Lunde stopper: Det har været længe undervejs

Nemlig pladsen som Venstres folketingsmedlem. Det er sket efter, at Esben Lunde Larsen i maj meddelte, at han stopper i politik. Men indtil videre har der ikke været kamp om pladsen, selvom kandidaterne skal melde sig inden 1. august.

Den eneste, der på nuværende har taget beslutningen og meldt sig til, er Kenneth Mikkelsen. Han bor og arbejder dog til daglig dog i Herning.

- Jeg synes, det er en gylden mulighed for at prøve at forfølge drømmen om at komme i folketinget, forklarer han.

Han er tidligere erhvervsdirektør i Ringkøbing-Skjern Kommune, og han er nu direktør for erhvervsrådet i Herning og Ikast-Brande.

Kenneth Mikkelsen er på nuværende tidspunkt den eneste kandidat til posten. Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Håber på lokal kandidat

At der indtil videre kun er én, der har meldt sig som kandidat, er ikke noget, de er glade for hos Venstre i Ringkøbing-Skjern.

- Jeg synes jo, at det er ærgerligt. Vores demokrati lider lidt under, at der ikke er større søgning, siger kredsformanden for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune, Bent Østergaard.

Læs også Mulig Lunde-afløser har takket nej til at komme i Folketinget

I Ringkøbing-Skjern Kommune er der traditionelt kamp om pladserne. I 2016 ville hele fire Venstremænd for eksempel være borgmester.

Formanden håber på, at en lokal kandidat melder sig.

- Det, vi har tradition for, det er, at det er en lokal mand, der bor i området. Det er også det, vi skrev i vores pressemeddelelse. At vi ønsker en, der gerne vil bosætte sig her, siger Bent Østergaard.

Selvom Kenneth Mikkelsen ikke bor i Ringkøbing, så tror han nu godt, at han kan gøre et godt arbejde som kandidat.

- For mig er det ikke så meget et spørgsmål om, hvor sengen står henne. Det er et spørgsmål om at være synlig og engagere sig i de ting, som man skal engagere sig i, forklarer han.

Lone Andersen er blevet spurgt flere gange, men har valgt at takke nej. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Flere er blevet spurgt

En af dem der har valgt at takke nej til at stille op er Lone Andersen, der er næstformand i Landbrug & Fødevare.

- Der er så utroligt mange udfordringer indenfor landbrugserhvervet, og det synes jeg, jeg er midt i. Jeg synes ikke, jeg har gjort det færdigt, fortæller hun.

Hun lægger ikke skjul på, at den behandling, som Esben Lunde Larsen fik som minister, har sat tanker i gang om, hvordan det er at sidde i folketinget.

- Det kommer meget tæt på, når det er en person man kender, som får så stor en tur i mediemøllen. Det skræmmer os andre, det er der ingen tvivl om, siger hun.

Den eneste kandidat, Kenneth Mikkelsen, er ikke blevet skræmt. Han håber, at der vil komme konkurrence til ham.

- Det at blive valgt ud af et felt er i virkeligheden et stærkere mandat at have i ryggen. Det er demokratiet, der får lov til at udfolde sig, så det hilser jeg velkommen, siger han.

02:37 Luk video