Bekræftet: Mølby til Viborg FF

Johnny Mølby bliver ny chef i Viborg. - Han var vores topprioritet, siger sportschef Ole Nielsen.

090615JohnnyMoelby.jpg

Det har længe kørt som et rygte i sportspressen, og nu er det så bekræftet: Johnny Mølby bliver ny cheftræner i Viborg FF.

Den ny oprykkede superligaklub oplyser, at man har skrevet en treårig kontrakt med Mølby, der fra 2009 til 2014 var cheftræner i AC Horsens.

Viborgs sportschef Ole Nielsen siger, at Johnny Mølby har været hans topprioritet, siden det stod klart, at Auri Skarbalius ikke fortsætter i klubben.

- Johnny Mølby har en flot fodboldmæssig baggrund og har tidligere i sin trænergerning vist, at han kan påvirke en proces i en positiv retning. Vi synes, at han har nogle dygtige og spændende kompetencer, og vi tror på, at han kan bidrage til, at Viborg bliver en etableret klub i superligaen, siger sportschefen i en pressemeddelelse.

Den nye cheftræner siger, at han overtager et "utrolig solidt fodboldhold og en meget spændende spillertrup".

- Morten Jensen (VFF-direktør, red) og Ole Nielsen og fremlagt en god plan for fremtiden, som passer mig rigtig godt. De er bevidste om klubbens situation, og hvad der skal til for at tage det næste skridt. Og den udfordring tænder mig rigtig meget, siger han.

Johnny Mølby har første arbejdsdag i Viborg den 22. juni.