Begik indbrud efter fire dage på fri fod

Mand anholdt efter indbrud i Spar Nord Bank i Herning. Han har kun været løsladt i fire dage.

Udrykning-naer050712_2.jpg

Det blev kun til fire dage i frihed, før en tyv i nat atter blev snuppet. Han kan nu se frem til at ryge tilbage bag tremmer.

Brød pengetæller op

Omkring klokken tre i nat blev han nemlig spottet af en hundepatrulje i Herning midtby. Kort forinden var alarmen gået hos Spar Nord Bank på Dalgas Plads. Her var en person brudt ind, og havde brudt pengetællemaskinen op inde i banken.

Havde værktøj på sig

Patruljen tilbageholdt den 33-årige mand, der havde værktøj på sig, og da politiet fik overvågningsbillederne fra banken at se, viste de, at indbrudstyven var den 33-årige mand, de allerede havde i deres varetægt.

Tidligere dømt for indbrud

Manden er fra Horsens. Han har indtil for fire dage siden siddet inde for at afsone en straf på ni måneders fængsel for indbrud. Nu var han løsladt med en prøvetid på to år, og derfor tyder alt på, at han hurtigt ender bag tremmer igen.