Begejstret statsminister klippede snoren til Mønsted Kalkgruber

Så er der åbent for de nye kalkgruber.

Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Statsministeren besøgte i dag Mønsted Kalkgruber, hvor de fejrede, at flere års arbejde med at genskabe det historiske grubeområde nu er gennemført.

Det er verdens største kalkgrube, så der er rigeligt med plads. Og nu får endnu flere mulighed for at komme derned. Derfor er det også en stor dag, for dem, der bruger meget tid på kalkminerne.

- Det er nok den største dag, vi nogensinde har haft, fortæller bestyrelsesformanden for Mønsted Kalkgruber.

Der er også blevet lavet forbedringer for 28 millioner kroner, og de mange penge er brugt på at forvandle gruberne og området omkring til en moderne turistattraktion.

Handicapvenlig sti

En af forbedringerne er den nye handicapvenlige sti, som leder ned til gruberne.

- Det er et fantastisk område, og jeg synes, at det er fantastisk, at det nu er åbent for alle, fortæller den besøgende Ida Thybo.

Statsministeren blev guidet af børn fra lokale skoler. Og det var stort for børnene.

- Han spurgte, hvad der var nyt og sådan noget, fortæller en begejstret Jonas Drensborg, mens kammeraten Aske Toft afbryder:

- Vi gik med ham hele vejen!

Og statsministeren selv havde også et par ord med på vejen.

- Danmark hænger jo sammen takket være Mønsted Kalkgruber, for der er blevet udvundet kalk her i 700 år, der blev brugt til klostre og kirker, så at resten af stedet er åbnet op, det er helt fantastisk. Det er en god oplevelse, siger Lars Løkke Rasmussen.

Kalkgruberne har allerede i går slået rekord for antal besøgende, men forventning er, at den bliver slået igen næste år. Realdania og flere andre fonde har bidraget med de mange millioner til kalkgruberne.

01:44 Luk video