Befølte sovende drenge: Pædofil mand meldte sig selv

24-årig mand blev ved retten i Herning, dømt 20 dages betinget fængsel for overgreb på to sovende drenge.

Retten i Herning
Foto: Arkiv

Retten i Herning behandlede mandag en usædvanlig tilståelsessag, hvor en 24-årige pædagoguddannet mand fra Herning blev dømt for seksuelle overgreb på to sovende drenge på 9 og 11 år. Det skriver Herning Folkeblad tirsdag.
    
Det usædvanlige i sagen er, at den 24-årige selv tilstod overgrebene, da han gik til sin læge for at blive henvist til behandling. Det skete, da han fortalte om overgrebene på Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus, som gav besked til Midt- og Vestjyllands Politi. Under en afhøring tilstod han uopfordret endnu et overgreb, skriver Herning Folkeblad.
    
- Jeg gik til lægen, fordi jeg var bekymret over, at jeg tænder på børn. Jeg havde et ønske om at komme i medicinsk behandling, fortalte manden i retten, hvor det fremgik, at han gennem halvandet år har deltaget i samtaleterapi og fået medicin, der sænker hans testosteron i blodet.
    
Manden, der aldrig har arbejdet som pædagog, fortalte i retten, at han er god til børn, men gerne vil nøjes med at være det på den gode og anstændige måde. Derfor var han selv klar over, at han kæmpede mod kræfter, han ikke kunne styre, da han i to tilfælde havde befølt drengene på bagdelen under tøjet.
    
- Jeg har dyb respekt for, at du selv har valgt at indse dit problem og gøre noget ved det, bemærkede dommer ved Retten i Herning, Anne Lægaard Bindslev, som idømte manden 20 dages betinget fængsel med vilkår om fortsat behandling. Den 24-årige modtog dommen, skriver Herning Folkeblad.