Bedste jernkvinde på Hawaii nogensinde

Herning-triatleten, Michelle Vesterby, blev nummer fire ved det uofficielle VM i triatlon på Hawaii. Det bedste resultat for en dansk kvinde nogensinde.

111015vesterby.jpg

Triatleten Michelle Vesterby endte lige uden for podiet ved Ironman Hawaii.

I tiden 9 timer, 18 minutter og 50 sekunder løb danskeren i mål som nummer fire - en præstation der aldrig før er leveret af en kvindelig dansk triatlet.

Efter en god svømmepræstation, hvor danskeren var blandt de første, nåede hun ud på cyklen som nummer to, og derfra kørte hun et flot og stabilt løb.

- I går ville jeg have givet min højre arm for en plads i top seks. I dag har jeg begge mine hænder og jeg sluttede på en fjerdeplads, så jeg er sindssygt glad, fortæller Michelle Vesterby på en telefon fra Hawaii.

Vesterby lå i en periode som nummer seks, men hentede flere af sine konkurrenter - blandt andet landsmanden Camilla Pedersen, som endte på en flot ottendeplads.

Verdensmester for femte gang

Hos de danske mænd blev Bent Andersen igen, igen verdensmester i sin klasse ved ironmanstævne på Hawaii.

I tiden 9:21:45 generobrede Bent Andersen, fra Hammerum, i nat titlen som verdens bedste ironman i triatlon på Hawaii.

Bent Andersen er den ubestridte mester aldersklassen mænd 50 til 54 år. Sejren i nat er hans femte Verdensmester-titel.

Hør her et telefon-interview med Michelle Vesterby fra Hawaii, hvor hun lige nu hviler ud ovenpå den flotte præstation:

2:09