Bedst at drive virksomhed i Holstebro

Holstebro Kommune er den bedste kommune i landet for erhvervsdrivende. Mange midt- og vestjyske kommuner er i det hele taget fremme i skoen. Det viser en ny undersøgelse.

Holstebro Kommune skilt 2.jpg

Hvis du vil starte og drive en virksomhed, er det en rigtig god ide at kigge nærmere på Holstebro Kommune.

En ny analyse fra Dansk Byggeri rangerer byen som den mest erhvervsvenlige kommune i Danmark.

 - Vi gør utrolig meget ud af at skabe så gode rammevilkår som muligt for vores iværksættere og virksomheder. Jeg er meget glad for og stolt over, at analysen fra Dansk Byggeri nu dokumenterer resultaterne og kårer os som den kommune i Danmark med det bedste klima for erhvervslivet, siger borgmester i Holstebro Kommune H.C. Østerby i en pressemeddelelse.

Seks kommuner i top 10

Holstebro Kommune er ikke den eneste kommune i Midt- og Vestjylland, som udmærker sig som attraktiv erhvervskommune.

De tre mest erhvervs- og byggevenlige kommuner i landet ligger således i landsdelen. Ringkøbing-Skjern Kommune ligger nummer to på listen og Skive Kommune nummer tre.

Desuden har Lemvig, Ikast-Brande og Herning Kommuner fundet vej til listen med de 10 bedste kommuner.

 

- En kommune kan være med til at gøre det nemmere og mindre bureaukratisk at drive virksomhed, og det betyder, at der bliver mere tid til at øge indtjeningen, skabe flere arbejdspladser og dermed også sende flere skattekroner i kommunekassen. Kommunerne i Midt- og Vestjylland ved, at erhvervsvenligheden er til gavn for alle parter, siger regionskonsulent i Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Karl Højhus Jeppesen, i en pressemeddelelse.

Se listen over de 10 mest erhvervsvenlige kommuner HER:

Vurderet på 23 parametre

Dansk Byggeri har vurderet kommunerne ud fra 23 forskellige parametre. Blandt andet er de vurderet på jobcentrenes indsats og byggebehandlingstiden.

Se hele analysen fra Dansk Byggeri HER: