Bedre udsyn fra Sallingsundbroen

Fremover kan billister måske nyde udsigten fra broen, når de kører mellem Salling og Mors.

Sallingsundbruen.jpg

Vejdirektoratet forsøger nu at give billisterne en ordentlig udsigt, når de kører over Sallingsundbroen. To af broens vindskærme er blevet skiftet ud med gennemsigtige skærme, så billisterne kan nyde udsigten over sundet.

- Vi har noteret os, at der er et ønske om at få gennemsigtige skærme henover Sallingsundbroen. Det kan jeg sådan set godt forstå, for den løber gennem et naturskønt område. Derfor iværksætter vi nu dette forsøg, siger projektleder Peter Holt fra Vejdirektoratet.

Foreløbig er der sat to prøveskærme op, som skal vise, om de gennemsigtige skærme er lige så holdbare som de nuværende metalskærme.

- De skal sidde mindst et år, før vi ser på, om de er stærke nok. Det ville være træls at bruge penge på et projekt, der ikke fungerer, siger Peter Holt.

De gennemsigtige vindskærmene ser således ud:

170613Vindskaerm.jpg

Foto: Vejdirektoratet

De to skærme er placeret på hver sin side af broen ved Salling-siden.