Bedre byggesagsbehandling i Struer

Struer har på et år skåret mere end tre uger af sagsbehandlingstiden i byggesager.

Byggelystne struerboere kan glæde sig over mindre ventetid på kommunens sagsbehandling.  Kommunen har tidligere ligget i den kedelige ende af skalaen over sagsbehandlingstider i de 98 kommuner, men nu ser en målrettet indsats ud til at bære frugt. 

- Nu ser vi effekterne af de tiltag, vi har gjort for at få kortere sagsbehandlingstid, og jeg er meget tilfreds med, at både private og virksomheder kan få hurtigere tilladelse til at gå i gang med deres byggerier, siger Per Jakobsen, der er formand for teknik-og miljøudvalget i Struer Kommune.

Den seneste opgørelse viser, at sagsbehandlingstiden i gennemsnit er faldet fra ti uger i 2014 til syv uger i 2015 og er fortsat på vej ned. I det sidste halvår af 2015 har den gennemsnitlige sagsbehandlingstid været helt nede på seks uger.

Ansøgerne skal selv rykke det sidste stykke

Siden sidste år har borgerne skulle sende byggeansøgninger digitalt. Samtidig er man gået fra en fast takst for behandling over til betaling for de timer, der er brugt på sagen. Det har gjort, at borgerne er blevet bedre til at sende de nødvendige oplysninger, når de søger, for jo bedre oplysningerne er, jo billigere bliver byggetilladelsen.

Der er dog fortsat behov for at bede om flere oplysninger i en del af sagerne. Det lægger typisk fire uger på sagsbehandlingstiden, når kommunen skal tilbage til borgerne for at bede om flere informationer.

- Vi har ikke mulighed for at gøre det ret meget hurtigere, end vi gør nu. Byggesagsbehandling er en kompliceret proces, hvor vi skal kontrollere, at lovgivning på plan-, bygge- og miljøområdet er overholdt. Ofte skal der også køres nabohøringsforløb, der tager tid. Vi kan se på tallene, at de uproblematiske sager, hvor vi får de nødvendige oplysninger, bliver løst hurtigt og nemt, mens det fortsat er nødvendigt at efterspørge supplerende materiale i en del sager. Hvis sagsbehandlingstiderne skal længere ned, så er det selve ansøgningerne, der skal blive bedre, siger plan- og miljøchef Torben Mølgaard.