Ny vækstpakke: Bedre bredbånd og billigere færgefart

Der er afsat 150 millioner årligt til at skabe vækst i Danmark. Det får betydning for blandt andet bredbåndsforbindelsen her i landsdelen.

190715luft.jpg

Ingen arbejdspladser, ingen uddannelser og affolkede områder. Sådan vil nogle måske beskrive landdistrikterne. Det skal en ny vækstpakke lave om på.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har på finansloven for 2016 afsat 150 millioner kroner årligt til initiativer, der fra 2016-2019 kan være med til at skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Det skal forbedre vilkårene for at bo og arbejde i hele landet – særligt uden for de største byer.

Vi vil fortsætte kampen for, at der bliver sat flere midler af.

Bedre bredbåndsdækning

Et af initiativerne er en bredbåndspulje. Hvis det skal være muligt at skabe vækst i de små samfund, er det nødvendigt med mobil og bredbåndsdækning. Det er dog langt fra alle steder i Danmark, at dækningen er god nok.

Som et forsøg bliver der lavet en statslig bredbåndspulje på 200 millioner. Puljen skal forbedre dækningen i de områder, som teleselskaberne ikke har planer om at gøre noget ved de kommende år. Det bliver sådan, at man som kommune eller lokal sammenslutning kan søge om tilskud til etableringen af bedre bredbånd.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard er positiv over udmeldingen.

- Vi må sige, at det er et skridt i den rigtige retning, men man må ikke tro, at det kommer til at betyde, at alle kommer til at få højhastighedsbredbånd. Vi vil fortsætte kampen for, at der bliver sat flere midler af, siger formanden.

Kom billigere til Fur og Venø

I alt kommer vækstpakken til at tilgodese 16 konkrete initiativer.

Et af de andre initiativer får betydning for beboere på mindre øer som Fur og Venø. Færgetaksterne bliver sat ned, så det bliver billigere for øboerne at komme til og fra øen. Derudover bliver det billigere for turister at besøge de små øer, hvilket skal være med til at øge turismen året rundt.

Også Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy kan se frem til støtte. De næste fire år vil de årligt modtage én million kroner. Centeret formidler blandt andet viden omkring vedvarende energi.