Op og ned ad catwalken: Beboerne på Drengshøj viser moden frem i Thisted

Drengshøj i Thisted er et bofællesskab for udviklingshæmmede. Torsdag aften holdt de modeshow for første gang nogensinde.

1:36
Den røde løber var igår rullet ud for udviklingshømmede i Thisted.

Den røde løber er rullet ud, der er frisør og sminke backstage, og modellerne skal vise det smarteste tøj fra Thisteds butikker frem. Det lyder som et modeshow som så mange andre, men torsdag aften fik showet et twist. Alle modellerne er udviklingshæmmede fra Bofællesskabet Drengshøj i Thisted. 

- Jeg har tidligere hørt om et andet bofællesskab, der har prøvet det, og så har jeg tænkt, at det skulle vi da også prøve. Så spurgte jeg min leder, og så fik vi grønt lys derfra, fortæller Lea Svendsen, der er pædagog på Bofællesskabet Drengshøj. 

Blandt modellerne er 34-årige Mette Christoffersen. Hun har aldrig gået modeshow før, og det er første gang hun lader stylisterne tage over, så hun skal blive stylet til den helt store guldmedalje. 

- Det føles lidt underligt. Det kilder lidt, fortæller Mette Christoffersen, mens hun er ved at få lagt mascara. 

Nerverne uden på tøjet

Udover at alle modellerne har tilknytning til Drengshøj, så er der endnu en ting, de har tilfælles. Ingen af dem har nogensinde prøvet at gå modeshow før. 

- Der var faktisk ikke så stor opbakning lige fra start, men jeg tror ikke, der var ret mange, der vidste, hvad det handlede om, så vi var nødt til at have et infomøde, hvor vi snakkede om, hvordan er man egentlig model og sådan lidt, fortæller Lea Svendsen. 

På trods af infomøde om livet som model, så er der stadig nerver på kort før showstart.

- Jeg har i hvert fald sommerfugle i maven, fortæller Mette Christoffersen. 

Efter en tur op og ned ad den røde løber, der udgør catwalken, vender Mette Christoffersen tilbage til omklædningen. Med en succesoplevelse i bagagen. 

- De havde haft en vanvittig god aften. De var helt oppe at køre, og de var så stolte. De shinede igennem alle sammen på deres egen måde. Der var så mange positive tilbagemeldinger fra alle, fortæller Lea Svendsen. 

Bofællesskabet Drengshøj blev nødt til at låne Thy Værkstedets lokaler på Kronborgvej i Thisted på grund af den store tilslutning til arrangementet.