Kamp om solcellepark ved Stoholm: Beboere i stor protest

Planchefen i Viborg Kommune kalder det et politisk spørgsmål, om solcelleanlægget ved Stoholm skal bygges.

Tobias Fonvig og Kim Andersen kan blive naboer til en solcellepark.
Tobias Fonvig og Kim Andersen kan blive naboer til en solcellepark.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

God udsigt og grøn energi går ikke hånd i hånd. I hvert fald ikke i Stoholm.

Her er der udsigt til at blive bygget en 740.000 kvadratmeter stor solcellepark, og det er ikke populært hos dem, der står til at blive nabo til parken.

- Hvis vi vidste, at der skulle komme en stor industripark af glas og stål, så havde vi jo ikke valgt at bosætte os her, siger Tobias Fonvig, der bor i Stoholm.

Solcelleanlægget ved Stoholm er den først konkrete ansøgning i Viborg Kommune, som har et erklæret mål om at øge produktionen af grøn energi.

Politisk spørgsmål

Der skal nu tages stilling til fra Viborg Kommunes side, om ansøgningen til et solcelleanlæg ved Stoholm skal godkendes.

Argumenter for og imod tages til efterretning hos kommunen.

- Det påvirker selvfølgelig vores arbejde og vores sagsfremstilling. Men det er jo et politisk spørgsmål. Selve afvejningen mellem interesser er et politisk spørgsmål, siger Karl Johan Legaard Jensen, der er planchef i Viborg Kommune.

I både Thisted Kommune og Skive Kommune har politikere allerede besluttet sig om at holde igen med solcelleparker. De mener ikke, at solcelleparkerne må ligge på god landbrugsjord.

- Det er blevet en principiel diskussion, vi har haft om, hvad der er vigtigst. Om det er at lave vedvarende energi og solpaneler, eller det er at have vores landbrug. Landbrug er sådan set vores hovederhverv. Der er mange arbejdspladser, siger Jens Peter Hedevang (V), der er formand for Teknik & Miljø i Skive Kommune.

Tager udsigt og dyreliv

For beboerne i Stoholm, der muligvis bliver naboer til solcelleparken, er det hverdagen, det vil komme til at gå ud over.

Især den udsigt over marker, som de har lige nu, står de til at miste.

- Den er jo fænomenal. Ud over markerne, hvor bakken stiger op og det hele. Det er superdejligt, siger Tobias Fonvig.

En af hans naboer, Kim Andersen, tænker også på det dyreliv, som de lige nu, der kan gå tabt.

- Jeg kan nyde netop dyrenes vandring her. Når der høstes, kan vi jo se det hele. Det kommer vi ikke til at kunne se for eftertiden, siger Kim Andersen, der også bor i Stoholm.

I Skive Kommune og Thisted Kommune vil man fremover kun give lov til solcelleparker på steder, der ikke er velegnet til landbrugsdrift.

1:42
Naboer protesterer og store arealer risikerer at blive taget ud af landbrugsdrift for at give plads til solceller.