Beboer stukket af efter knivstikkeri på Kærshovedgård

​En mand blev stukket i halsen og på kroppen.

Der var ballade på Udrejsecenter Kærshovedgård i går. Gerningsmanden er endnu ikke anholdt.
Der var ballade på Udrejsecenter Kærshovedgård i går. Gerningsmanden er endnu ikke anholdt.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

I går opstod der ballade på Udrejsecenter Kærshovedgård udenfor Ikast. Det udviklede sig til et knivstikkeri.

- Der skete noget internt mellem to eller flere beboere, og det endte med at forurettede fik overfladiske skader på hals og krop, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.

Den forurettede er en 30-årig mand.

Gerningsmanden stak af

Anmeldelsen kom klokken 21:03 i går aftes, men da politiet ankom til stedet var den formodede gerningsmand stukket af.

- Han hører til centeret, og vi arbejder lige nu på at finde ham og få ham anholdt, siger Allan Riis.

De ved ikke, hvad der fik slagsmålet til at bryde ud.

Kærshovedgård er et udrejsecenter for afviste asylansøgere, der har overskredet deres udrejsedato, personer udvist ved dom og personer på tålt ophold. Der er kapacitet til i alt 600 personer.