Beboer bidt af rotte på plejecenter

To rotter fundet på Plejecenter Skovvænget i Bjerringbro. En beboer er muligvis blevet bidt.

rotte_scanpix_linda_kastrup.jpg
Foto: Scanpix/Linda kastrup

Torsdag i sidste uge blev der fundet en rotte på Plejecenter Skovvænget i Bjerringbro. Det skriver Viborg Kommune på sin hjemmeside.

Rotten blev fanget fredag morgen i et køkken i afsnittet Kogle Egern, og der er fortsat opsat fælder for at fange en yderligere rotte, som har efterladt sig spor i en plejebolig. Denne rotte er muligvis fanget tirsdag morgen, da der blev fundet en rotte i en giftkasse uden for plejecenteret.

Borger havde sår ved håndleddet

Borgeren i den lejlighed, hvor rotten oprindeligt blev observeret, er flyttet til en midlertidig bolig. Borgeren er muligvis blevet bidt ved håndleddet og er derfor blevet tilset af en læge og vaccineret. Borgeren har det godt, og personalet holder øje med såret, står der i kommunens pressemeddelelse. 

I følge kommunen er plejecentrets personale nu gået i gang med at rengøre og desinficere køkkenet. Plejecentret har gennem hele forløbet haft tæt kontakt med fødevaremyndighederne, som skal godkende køkkenet, inden det tages i brug igen.

Alle borgere, der bor i denne del af plejecentret, og deres pårørende, er informerede, oplyser Viborg Kommune.