Barsk virkelighed rammer Vestas: Omsætning falder

Vindmølleproducenten Vestas' marked er blevet hårdere, og det går ud over resultaterne og fremtidsudsigterne.

Vestas mølle
Foto: Arkiv

Vestas' kunder er blevet pressede af, at stater verden over ikke støtter vindenergi i samme grad som tidligere. Det er en ny virkelighed for koncernen, og det kan ses i resultaterne.

Omsætningen i den globale vindgigant faldt til 9,95 milliarder euro sidste år, og resultatet dykkede med omkring 70 millioner euro til 894 millioner euro.

- 2017 var et år med intens konkurrence, prispres og fortsat modning af energisektoren. Under disse betingelser opviser Vestas en stærk 2017-performance, hvor vi atter var industriførende på profitmarginer og leverede en solid omsætning, skriver koncernchef Anders Runevad i regnskabet.

- Vi demonstrerede, at selv under udfordrende vilkår som disse, er vi i stand til at holde udgifterne nede og drage fordel af vores globale tilstedeværelse og teknologiske lederskab til at forblive nummer et i industrien.

Prispres sætter tydeligt aftryk

Prispresset viser sig da også tydeligt i Vestas' regnskab. Kigger man på de ordrer, der er kommet ind i løbet af året, så er prisen per megawatt faldet betydeligt.

I 2016 kunne Vestas tage 905.279 euro per megawatt, mens det i 2017 er faldet til 796.349 euro.

Og Vestas må samtidigt notere, at selskabet ikke venter en bedring i situationen fremover.

- Vestas forventer markedsbetingelser, der på længere sigt vil afspejle, at vindenergi vil blive handlet på almindelige markedsvilkår i størstedelen af alle markeder.

- Vindenergiindustrien er i færd med at undergå en transition til en mere moden industri uden subsidier. Denne forandring leder til et højst konkurrencepræget marked, skriver Vestas.

Vestas justerer forventninger

Med det in mente ændrer Vestas sine langsigtede forventninger til, hvor meget overskud man kan få ud af sin omsætning.

Mens den såkaldte Ebit-margin - andelen af omsætning, der bliver til driftsresultat - var på 12,4 procent i 2017, forventer Vestas nu, at den i 2018 vil falde til ni til 11 procent.

Og på langt sigt være "mindst" 10 procent.

/ritzau/