Barn fra Herning smittet med mæslinger - flypassagerer skal tjekkes

Et barn, som lørdag fløj med et fly fra Bukarest til Billund, er smittet med mæslinger.

maeslinger.jpg
Foto: Shutterstock / Ritzau Scanpix

Et barn fra Herning-området er blevet smittet med mæslinger. Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Barnet fløj lørdag fra Bukarest i Rumænien til Billund med WizzAir, der landede klokken 21.23. Flyet har flynummer W63211.

- Passagerer på dette fly, som ikke er immune mod mæslinger, det vil sige har haft sygdommen eller er vaccineret, bør kontakte deres læge og oplyse, at de har været udsat for mæslingesmitte, skriver Statens Serum Institut.

Desuden kan andre, som har opholdt sig i Billund Lufthavn lørdag i perioden fra klokken 21.30 og cirka en time frem også have været udsat for smitte. De bør derfor også kontakte deres læge, hvis de mener at være modtagelige for smitte.

Mæslinger har været elimineret i Danmark siden 2017, men der ses indimellem tilfælde, hvor personer er blevet smittet i udlandet og smitter videre.

På flyet fra Rumænien, hvor det pågældende barn fra Herning har været, befandt sig i alt flere end 200 passagerer. Da mæslingevirus er meget smitsomt, vurderes det, at alle ikke-immune passagerer har været udsat for smitte.

Statens Serum Institut oplyser, at da mange passagerer på flyet er rumænere, har det været vanskeligt at afgøre, om de har fast ophold i Danmark. Derfor har det i mange tilfælde ikke været muligt at kontakte dem direkte.

Man kan ifølge Statens Serum Institut som udgangspunkt regne med, at personer født før 1974 har haft mæslinger.

/ritzau/