Barcelona knækker BSV på stærk anden halvleg

De danske mestre fra BSV førte ved pausen, men man kunne ikke stå distancen mod FC Barcelona.

BSV - Barcelona
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Storholdet FC Barcelona var for stor en mundfuld for Bjerringbro-Silkeborg (BSV), da den spanske storklub gæstede Silkeborg søndag i Champions League.
    
Efter en god dansk første halvleg kom Barcelona i gang efter pausen. En stærkt skydende Lasse Andersson var med til at sikre Barcelona-sejren på 27-23.
    
Også Jesper Nøddesbo bød ind med dansk islæt for spanierne, der med ni Champions League-titler er historiens mest vindende klub.
    
De danske mestre er næstsidst i gruppen efter syv kampe med fire point. De seks bedste af de otte hold i gruppen går videre.
    
BSV gik ind til kampen som kæmpe underdog, men det danske mesterhold var helt på højde med de spanske giganter i de første 30 minutter.
    
Faktisk var det med jysk overtag på måltavlen i det meste af første halvleg, og takket være stor koncentration begik holdet kun ganske få fejl.
    
Det gjorde, at Barcelona ikke fik nogle nemme mål, og med en velspillende Søren Rasmussen mellem stængerne blev spanierne holdt nede på kun 11 mål i de første 30 minutter.
    
BSV leverede 13 scoringer og kunne gå til pause med en overraskende føring på to mål.
    
Eneste bet i første halvleg var, at Rasmus Jensen, en af hjørnestenene i forsvaret, fik tre tominuttersudvisninger, og dermed var han færdig for resten af kampen.
    
Desværre for BSV blev starten på anden halvleg skidt.
    
Trods fraværet af Rasmus Jensen stod forsvaret stadig fint, men offensiven var gået i stå.
    
Gæsterne kom på 13-13, og først efter godt seks minutter sendte Allan Damgaard BSV's første scoring ind efter pausen.
    
Da det var BSV's eneste i de første 11 minutter, kunne Barcelona rykke i front. Med et kvarter igen var forspringet på tre mål - 19-16.
    
De danske mestre holdt sig dog i haserne på spanierne indtil fem minutter før tid, hvorefter flere dumme fejl blev straffet.
    
Det gav Barcelona sejren på fire mål.