Bar-ansat slog og sparkede 19-årig bevidstløs

En 19-årig mand blev slået og sparket, så han mistede bevidstheden. Sagen - og flere andre - gav travlhed hos politiet natten til fredag.

Politirygmærke
Foto: Flemming Christensen

Natten til fredag blev en 19-årig mand fra Spøttrup slået og sparket i ansigtet uden for Zwei Grosse Bier Bar i Skive. Gerningsmanden - en 21-årig mand - er ansat på baren, fortæller politikommissær Lars Mikkelsen fra Lokalpolitiet i Skive.

Overfaldet skete i en baggård til baren lidt efter kl. 4. Først slog gerningsmanden den 19-årige. Herefter forsøgte andet personale at holde voldsmanden tilbage, men det lykkedes ikke, og den 21-årige formåede også at sparke den to år yngre mand i ansigtet, så han kortvarigt mistede bevidstheden. Han har sidenhen været på sygehuset og har det efter omstændighederne godt. 

Politiet anser det som kvalificeret vold, men har endnu ikke anholdt gerningsmanden. Men de ved, hvem han er og hvad han hedder.

Én blandt mange episoder

Lokalpolitiet i Skive har i det hele taget haft rigeligt at se til i løbet af natten. Først var de ved Australia Bar, hvor ti mænd var i slagsmål. Det endte med bøder til flere af de involverede.

Senere på natten var den gal igen. På Rådhuspladsen spurgte en mand tre andre om en cigaret. Han ville dog ikke betale for den og sparkede og slog i stedet for én af de tre personer. Ham har politiet heller ikke fat i endnu, men har en god beskrivelse af ham: To meter høj med sidecut, og så havde han en dunjakke af mærket, Peak Performance, på.

Politiets patrulje har altså haft rigeligt at se til.

- Skive har jo et stort natteliv, men det her går lidt ud over det sædvanlige. Det her, med at man sparker folk, er usædvanligt, siger Lars Mikkelsen.

Har I oplysninger i nogle af sagerne, kan politiet kontaktes på 1 1 4.