Bankformand: Flyt Finanstilsyn til provinsen

Dele af Finanstilsynet bør ligge i provinsen, mener bestyrelsesformanden for Danske Andelskassers Bank.

240613_Andelskassen.1.jpg

I øjeblikket ligger Finanstilsynet i København. Med den seneste politiske udvikling og en snarlig politisk pakke, der skal flytte statslige arbejdspladser til yderområderne, kommer et forslag fra landsdelen om at få noget af finantilsynet til provinsen.

Ræsonnementet er, at mange af de banker, som Finanstilsynet fører tilsyn med ligger i provinsen, og derfør bør tilsynet også placeres i provinsen. Sådan tænker bestyrelsesformanden for Danske Andelskassers Bank.

- Jeg har længe puslet med tanken om, at man kunne flytte Finanstilsynets kontrol med de mindre banker ud af København. Som det er nu, kommer tilsynets medarbejder rejsende på kontrolbesøg fra Hovedstaden og bor på et hotel i en periode. Det kunne man spare og samtidig opnå den fordel, at de ved mere om det område, de arbejder i, siger Jakob Fastrup til Jyllands-Posten.

Finanstilsynet ikke begejstrede

Jakob Fastrups forslag indebærer, at Finanstilsynet skal deles op, så det blot er nogle kontorer, som skal tage sig af små og mellemstore banker, der flyttes. Men den idé er de ikke glade for hos Finanstilsynet:

- Nu er det jo for det første et politisk spørgsmål, du stiller. Det er ikke op til tilsynet at beslutte. Når det er sagt, så ser jeg en stor risiko for at miste en række af de mest velkvalificerede medarbejdere, som er eftertragtede af pengeinstitutterne, som kan give bedre lønvilkør, siger Mads Bryde Andersen, der er bestyrelsesformand i Finanstilsynet til Jyllands-Posten.

Med udtalelsen minder Mads Bryde Andersen samtidig om , at det allerede i dag kan være svært for tilsynet at holde på de bedste medarbejdere, og at han frygter, at miste endnu flere, hvis de skal flytte fra København.

Samtidig kan det give bagslag for tilsynets faglighed, mener han.

- Hvis man splitter tilsynet op, mister man samarbejdet på tværs af kontorerne, som i dag fungerer rigtigt godt, siger han til avisen.

Vigtigt med kendskab

Formanden for Danske Andelskassers Bank påpeger, at Finanstilsynet opfordrer bankerne til at arbejde ud fra princippet om, at man kun låner penge ud i områder, de kender rigtig godt.

- Det er et princip, som jeg er enig i. Og måske kunne det samme gøre sig gældende for tilsynet, så man ikke bare sidder på Østerbro og vurderer værdien af ting i Vestjylland, siger Jakob Fastrup.

Finanstilsynet er ikke på listen over statslige arbejdspladser, som blandt andre DF vil rykke ud.